Nedenstående praktiske oplysninger er skrevet af afdelingsbestyrelsen. Kollegiekontoret har også udarbejdet praktiske oplysninger til kollegiets beboere. Disse finder du i menupunktet "Beboermappen".
Der kan forekommer overlapninger i de to sæt praktiske oplysninger.
Lejligheden er ikke altid istandsat ved indflytning, men der udleveres en synsrapport, hviraf det fremgår, hvad der senere skal udbedres.
VIGTIGT!!! Før du indtager lejligheden, skal du kontrollere, at eventuelle fejl og mangler er noteret i synsrapporten. (Det gælder også manglende rengøring). Hvis du finder fejl/mangler, så hæfter du ikke selv for dem, hvis du gør varmemesteren opmærksom på dem, inden der er gået to uger. Når du engang flytter fra kollegiet, vil den rapport være dokumentation for, at de eventuelle ridser på gulvet faktisk har været der hele tiden.

Hvis du møder op til et afdelingsmøde, er der mange ting, du kan få indflydelse på. Nye indkøb til og nye initiativer vedr. Grønnegadekollegiet. F.eks. har beboerne for nogle år siden vedtaget, at der skulle være "træ"gulve i stedet for gulvtæpper. Betalingsvaskeriet, cykelskuret, kodelåsen på fordøren, Carpark til uddeling af parkeringsbøder skyldes også beslutningerne på afdelingsmøderne.
Hvad bliver det næste? Husdyr tilladt/påbudt, elevator i trappetårnet, rygeforbud i fællesrummet, altankasser på alle altaner???
På afdelingsmøderne har man således mulighed for at være med til at afgøre, om der sker huslejestigning. Vælges det dyre cykelskur eller den store swimmingpool, får du en højere husleje. Vælges intet cykelskur eller kun den lille swimmingpool, bliver der måske ingen huslejestigning.
Kollegiet har en boremaskine (murhammer) der også klarer huller i beton (modsat almindelige boremaskiner). Kan lånes af varmemesteren. Du bedes anvende trælisten i loftet så meget som muligt i stedet for at lave huller i væggene, for den der overtager din lejlighed overtager sandsynligvis også dine aflagte huller.
El, vand og varme betales kollektivt over huslejen. Bruger vi for meget, får det indflydelse på huslejen.
Kollegiet har en fodbold til disposition, som findes i vaskerummet.
Der er et lille fryserum i hvert køleskab. I tillæg findes der en fælles kummefryser i vaskekælderen. Læg maden i poser med navn på. Det er ikke tilladt at anvende medbragt fryser på kollegiet.
Vi har flere grills på kollegiet. De står i cykelværkstedet, dog som regel i haven om sommeren. Husk at rengøre risten efter brug!
For at forhindre alverdens godtfolk i at benytte trappetårnet som midlertidig residens, er der en kodelås på døren. Koden kan til enhver tid ændres af afdelingsbestyrelsen, hvis man har mistanke om misbrug.
Haven er indhegnet og aflåst, da den tidligere tiltrak lumske elementer fra nabolaget. Din dørnøgle passer selvfølgelig til låsen.
Der findes en 4 m lang frugtplukker i skuret til frugttræerne (gratis mad!)
Vi har nogle reservemadrasser lagret i tørrerummet. De leveres tilbage efter brug, selvfølgelig.
Der forefindes et betalingsvaskeri på Grønnegade Kollegiet. Vask koster 10 kr. og tørretumbling 5 kr. ![]()